For godt og vel 3 år siden var jeg udsat for et biluheld, der virkeligt rystede mig. Jeg var på vej til arbejde, som så mange gange før, og var lige kommet ud på motorvejen. Jeg havde kørt den rute så mange gange før, at jeg nærmest kørte på autopilot. Jeg var selvfølgeligt opmærksom, men jeg havde kørt ruten så mange gange før, at jeg kunne nøjes med at fokusere på de ting, der skilte sig ud. Som eksempelvis den store lastbil der svingede fra side til side i mit bakspejl. Var han fuld eller hvad?
Jeg burde nok have været mere alarmeret af den måde lastbilen kørte på, men jeg er lidt naiv når det kommer til stykket. Selvom jeg overvejede tanken om, at lastbilchaufføren måske havde drukket, så kunne jeg ikke få mig selv til virkeligt at tro på det. Jeg har det med at tro på det bedste i andre mennesker. Så jeg tænkte at han måske bare ?fjollede? rundt, eller han havde en eller anden god grund til at køre som han gjorde. I bagklogskabens lys giver det dog ikke meget mening. En lastbil er ikke noget man fjoller rundt i: det er også farligt. Og hvis bilen eller situationen kræver, at man slingrer sådan fra side til side, så er det også farligt. Så uanset hvad, burde jeg havde tolket det som et kraftigt faresignal, og være kommet langt væk fra den lastbil. Men det gjorde jeg ikke. Jeg holdt øje med den, men fortsatte med at køre lige foran den.
Længere fremme var der så en trafikprop. Det var jeg vant til, og den var allerede regnet ind i min planlagte køretur om morgenen. Men det skulle vise sig at være her, ulykken skete. Jeg sænkede farten som jeg nærmede mig proppen i trafikken, men lastbilen ændrede ikke hastighed. Jeg ved ikke om chaufføren var faldet i søvn, eller bare ikke var opmærksom. Jeg begyndte at panikke, men der var ikke meget at gøre: der var biler foran mig, og en kæmpe lastbil bag mig. Jeg husker ikke selve sammenstødet: det er ligesom slettet fra min hukommelse. Jeg vågnede blot op på sygehuset nogle dage senere.
Jeg troede aldrig jeg ville komme ud at køre igen. Ikke fordi der fysisk var noget i vejen med mig: jeg havde stadig begge ben og begge arme. Men jeg rystede simpelthen så snart jeg satte mig ind på førersædet af en bil. Min far var dog god til at sørge for, at jeg kom ud at køre hurtigst muligt. Han lod mig køre i en brugt Ford han havde skaffet igennem sine venner henne på værkstedet, og sad ved siden af mig til og fra arbejde hele den første uge. Det var grænseoverskridende og hårdt, men i dag kører jeg igen selv, og har ingen problemer med det. Jeg er nu nok mere forsigtig end jeg var før i tiden, men det er jo kun godt.
